På denne side har jeg lavet en kortfattet gennemgang af de centrale forskelle mellem norsk og dansk. Gennemgangen bygger på fakta-delen af min Norsk - Dansk – Dansk - Norsk ordbog (Gyldendal 2007), men er omredigeret og til dels nyskrevet til denne side.

Indhold:

Faldgruber for danskere

Kortfattet kontrastiv grammatik

Et sprog, to skriftnormaler

Sprogresurser på nettet

Faldgruber for danskere

Nedenstående ordliste viser eksempler på såkaldte falske venner mellem dansk og norsk, dvs. ord der er ens eller ligner hinanden på de to sprog, men helt eller delvis har forskellig betydning. Hvor det norske ord har en anden stavemåde end det danske, er den norske stavemåde sat i parentes [].

Kortfattet kontrastiv grammatik

Artikler (kendeord)

Den bestemte artikel

Substantiver (navneord)

I modsætning til dansk har norsk tre genus (køn): maskulinum (hankøn), femininum (hunkøn) og neutrum (intetkøn). De fleste hunkønsord kan imidlertid også bruges som hankønsord. Fordelingen vil i skriftsproget variere med skribentens stil (skriver man et konservativt bokmål, vil der være få eller ingen hunkønsord, medens en, der skriver et radikalt (dvs. nynorsknært) bokmål, vil have mange hunkønsord.). Ligeledes vil fordelingen variere i talesproget afhængigt af, hvor i landet man kommer fra, og om man taler et formelt (skriftnært) talesprog eller et mere dialektnært. En enkelt dialekt, bergensisk, har et rent to-køns sprog med neutrum og fælleskøn som i dansk. For de enkelte ords bøjning henvises til relevante ordbøger, se afsnit om sprogresurser på nettet.

Bemærk at også ord, der i ubestemt flertal ender på -er, ender på -ene i bestemt form flertal i modsætning til på dansk, hvor de tilsvarende ord får -erne.

Genitiv (ejefald)

Som på dansk kan genitiv dannes ved tillæg af s:

mannens barn

men genitiv kan også dannes med præpositionen til:

mannens barn

barna til mannen

eller av

fjellets topp

toppen av fjellet

Ved personnavne benyttes også pronominerne hans og hennes til at markere genitiv

Olas hatt

Hatten hans Ola

Karis hatt

Hatten hennes Kari

Der findes også en variant af s-genitiv, der er meget udbredt i det talte sprog, men ikke så anerkendt i skrift. I denne variant erstattes s’et af pronominerne sin, si, sitt el. sine:

mannen/mennene sin el. si bok

mannen/mennene sitt hus

mannen/mennene sine bøker

Som det skulle fremgå af eksemplerne, placeres pronominet på samme sted som s’et.

Bemærk: sin kan på norsk i modsætning til på dansk have et korrelat i flertal og udviser kongruens med det ord det står til:

Dansk: Per og Ole kørte i deres (måske Per og Oles egen) bil.

Norsk: Per og Ole kjørte i sin (dvs. Per og Oles) bil el. Per og Ole kjørte i deres (fx Kari og Maris) bil.

Adjektiver (tillægsord)

Bøjning

Bemærk at man i norsk har såkaldt dobbelt bestemthed af bestemte syntagmer ved at syntagmerne indledes med den bestemte artikel (pronominet den), og at kernen (substantivet) står i bestemt form.

Gradbøjning

Regelmæssige adjektiver

Bemærk at adjektiver på -el, -en og -er taber e’et i ordets stamme ved gradbøjning

Bemærk at adjektiver, der ender på -et, -ende og -sk bøjes med mer og mest, det samme gælder for mange lange adjektiver.

For uregelmæssige adjektiver henvises der til relevante ordbøger

Adverbier (biord)

Adverbier er som på dansk ubøjelige, egentlige adverbier (nå, ikke, aldri) eller dannet af adjektivets neutrumsform.

Talord

Tidsangivelser

På norsk kan tiden angives både efter en 24-timers angivelse og efter en 12-timers angivelse. Sidstnævnte er den almindelige ved mundtlige tidsangivelser:

Pronominer (stedord)

*Bemærk at nynorsk ikke kan referere til en ting vha. af pronominet den, men benytter han, henne eller det afhængig af korrelatets genus:

Dansk: Hvor er bogen? Den ligger på bordet.

Nynorsk: Kvar er boka, ho ligg på bordet.

Dansk: Hvor er min blyant? Den ligger i tasken.

Nynorsk: Kvar er blyanten min? Han ligg i veska.

Demonstrative pronominer

Bemærk at, som nævnt ved adjektiverne ovenfor, benytter norsk dobbelt bestemthed, dvs. demonstrativt pronomen + substantiv i bestemt form, hvor dansk har demonstrativt pronomen + substantiv i ubestemt form.

Verber (udsagnsord)

Bøjning

De regelmæssige verber bøjes efter et eller flere af de nedenstående bøjningsmønstre:

For de enkelte ords bøjning henvises til relevante ordbøger, se afsnit om sprogresurser på nettet. Dog skal der bemærkes, at en del norske verber har eller kan have en uregelmæssig bøjning, hvor det tilsvarende danske verbum bøjes regelmæssigt. fx dansk: gale, galer, galede, galet og norsk: gale, galer, gol, galt.

Verbets former

Infinitiv (navneform): å leve

Perfektum participium (datids tillægsform): levd

Præsens participium (nutids tillægsform): levende

Imperativ (bydeform): lev

Bemærk: Ved verber hvis stamme ender på en konsonantgruppe, der er svær at udtale, kan imperativ have samme form som infinitiv: åpn(e) døra!

Ortografi (stavning) – nogle forskelle

Denne oversigt lægger vægt på at beskrive nogle centrale forskelle mellem dansk og norsk og er på ingen måde udtømmende. Oversigten omhandler, hvor andet ikke er nævnt, kun bokmål.

Dobbelt konsonant i slutningen af ord efter kort vokal

Dobbelt konsonant i slutningen af ord hvor dansk har ld/nd

Norsk har ofte p, t eller k efter vokal, hvor dansk har b, d eller g

Fælleskønsord med ubestemt flertal på -e får på norsk ubestemt flertal på -er heste/hester.

Neutrumsord med ubestemt flertal på -e får ingen endelse på norsk huse/hus.

Alle substantiver får bestemt form flertal på -ene, dog kan neutrumsord alternativt have bestemt form flertal på -a

Palatalisering

K foran æ, e, ø får indskudt et j, hvilket afspejler den palatale udtale af k i disse omgivelser (dvs. at k’et udtales med tungeryggen mod den hårde gane).

Ord, der begynder med af-, begynder med av- fx afhandling/avhandling

Mange låneord har norsk skrivemåde, hvor dansk har beholdt den udenlandske skrivemåde helt eller delvist. Dette gælder alle ord på -tion og -sion. Disse ord ender på norsk på -sjon. Ligeledes bliver ch- til sj på norsk (chance /sjanse). Ord af fransk oprindelse med au, der udtales /å/, skrives på norsk med å – chauffør/sjåfør.

Specielt for nynorsk

Visse præfikser og suffikser fra plattysk er ikke velset i nynorsk; dette gælder navnlig ad-, an-, be-, -else, -hed, selvom de ikke er 100 % udelukket fra sproget:

Mange af disse ”afløsningsformer” benyttes også i bokmål.

Nogle syntaktiske forskelle

Her er nok den mest udprægede forskel brugen af ”dobbelt bestemthed”. Dansk har bestemte syntagmer enten ved tillæg af bøjningsendelserne -et/-en/-ene/-erne eller med foranstillet artikel den/det/de. Her har norsk begge dele – det store huset, se endvidere afsnittet om adjektiver samt demonstrative pronominer.

I visse forbindelser mellem verbum og præposition er ordrækkefølgen en anden i norsk. I disse typer ordforbindelser er rækkefølgen på norsk verbum – præposition – substantiv, hvor rækkefølgen i dansk er verbum – substantiv – præposition.

Et sprog, to skriftnormaler

Norsk er det officielle sprog i Norge, og det er modersmål for størstedelen af landets befolkning. Som mange vil vide, er der to varianter af det norske skriftsprog, bokmål og nynorsk. Disse to varianter er ligestillede, men bokmål er den mest udbredte variant. Det er kommunerne, der vælger hvilken sprogform, der skal benyttes i den kommunale administration og skolebestyrelserne, der vælger hvilken sprogform, der skal benyttes i undervisningen i skolen. Der bliver imidlertid undervist i begge sprogformer, således at skoler, der har valgt nynorsk som sprogform (hovedmål), også skal undervise i den anden variant (sidemål). I skoler, der har valgt bokmål som hovedmål, vil der ligeledes blive undervist i nynorsk som sidemål. Ligestillingen indebærer endvidere, at en borger, der henvender sig til de offentlige myndigheder, har krav på at få svar i den sprogform, han har benyttet i henvendelsen. Alle offentlige skemaer, vejledninger, pjecer etc. skal ligeledes foreligge i begge sprogformer.

Baggrunden for denne situation skal søges i historien. Frem til 1814 var Norge i union med Danmark og havde som følge heraf dansk som administrativt sprog og skolesprog, men som en del af fredsslutningsbetingelserne efter Englandskrigerne blev denne union opløst, og Norge kom frem til 1905 til at være i personalunion med Sverige. Sprogligt set fik disse ændringer ingen umiddelbare konsekvenser, idet det danske skriftsprog fremdeles blev brugt både som administrativt sprog og som undervisnings- og litteratursprog. Faktisk blev det danske skriftsprog styrket efter unionsopløsningen på grund af bedre skoleundervisning og et mere omfattende behov for skriftlig kommunikation som en følge af den generelle samfundsudvikling. Tanken om et særlig norsk skriftsprog opstår imidlertid allerede omkring 1830 som en frugt af nationalistiske og nationalromantiske strømninger. Der var allerede i udgangspunktet tale om to veje til et norsk skriftsprog: Man kunne fornorske det danske skriftsprog ved at optage elementer fra det norske talesprog, eller man kunne skabe et nyt sprog med udgangspunkt i en (konservativ) norsk dialekt. Som vi skal se blev begge disse retninger fulgt i det fremtidige reformarbejde.

Nynorsk

Den norske sprogmand Ivar Åsen rejste i midten af 1800-tallet rundt i Norge og indsamlede dialektprøver, der efter et selektivt udvalg blev grundlag for ”Det norske Folkesprogs Grammatik” (1848) og ”Ordbog over det norske Folkesprog” (1850). Åsens norm byggede ikke på en enkelt dialekt, men på et udvalg af hvad han opfattede som de bedste norske dialekter. Kriteriet for ”god” eller ”dårlig” var i hvilken grad dialekten var påvirket af fremmede sprog – her var (plat)tysk og dansk påvirkning mindst ønskelig. Nynorsk (eller landsmål som det tidligere hed) blev af Stortinget i 1885 ligestillet med dansk som officielt skriftsprog.

Nynorsk er i dag i stærk tilbagegang. I skoleåret 2007/8 valgte kun 13,7 procent af skoleeleverne nynorsk (en nedgang på et procentpoint i løbet af fem år). Hertil kommer, at mange af dem, der har haft nynorsk i skolen, i voksne alder forlader nynorsk til fordel for bokmål.

Bokmål

Udgangspunktet for bokmål (tidligere benævnt riksmål) var et normaliseret eller dannet norsk talesprog. En drivende kraft for en fornorskning af det danske skriftsprog var overlærer ved Kristiania Katedralskole, Knud Knudsen. Han var bl.a. tilhænger af en ortofon (talesprogsnær) retskrivning baseret på den dannedes almindeligste udtale af ordene. Knudsens tanker fik indflydelse på toneangivende norske forfatterskaber som Henrik Ibsens og Bjørnstjerne Bjørnsons. Men først i det 20. århundrede slår Knudsens tanker for alvor igennem med retskrivningsreformen af 1907. De vigtigste ændringer i denne reform var indføring af de ”hårde” konsonanter - p, t, k - efter vokal, hvor dansk har b, d, g; af -er som flertalsendelse i de allerfleste fælleskønsord mod -e/-er i dansk; flertal uden -e i de fleste neutrumsord og datidsformer af verber på -et hvor dansk har -ede.

Med denne reform havde man bevæget sig fra en tilstand med ét fælles dansk skriftsprog til to forskellige norske skriftsprog. I det senere reformarbejde har det været en målsætning at nærme de to skriftsprog til hinanden med et fælles ”samnorsk” som endemålet. Dette endemål lader dog i dag til at være opgivet.

Sprogresurser på nettet

Norsk ordbok af Tor Guttu: http://www.ordnett.no/ordbok.html

Dette er efter min mening den bedste norske definitionsordbog i dag. Den indeholder over 80.000 opslagsord.

Bokmålsordboka og Nynorskordboka: http://www.dokpro.uio.no/ordboksoek.html

Dette er definitionsordbøger udarbejdet af Universitetet i Oslo i samarbejde med Språkrådet.