Et sprog, to skriftnormaler

Norsk er det officielle sprog i Norge, og det er modersmål for størstedelen af landets befolkning. Som mange vil vide, er der to varianter af det norske skriftsprog, bokmål og nynorsk. Disse to varianter er ligestillede, men bokmål er den mest udbredte variant. Det er kommunerne, der vælger hvilken sprogform, der skal benyttes i den kommunale administration og skolebestyrelserne, der vælger hvilken sprogform, der skal benyttes i undervisningen i skolen. Der bliver imidlertid undervist i begge sprogformer, således at skoler, der har valgt nynorsk som sprogform (hovedmål), også skal undervise i den anden variant (sidemål). I skoler, der har valgt bokmål som hovedmål, vil der ligeledes blive undervist i nynorsk som sidemål. Ligestillingen indebærer endvidere, at en borger, der henvender sig til de offentlige myndigheder, har krav på at få svar i den sprogform, han har benyttet i henvendelsen. Alle offentlige skemaer, vejledninger, pjecer etc. skal ligeledes foreligge i begge sprogformer.

Baggrunden for denne situation skal søges i historien. Frem til 1814 var Norge i union med Danmark og havde som følge heraf dansk som administrativt sprog og skolesprog, men som en del af fredsslutningsbetingelserne efter Englandskrigerne blev denne union opløst, og Norge kom frem til 1905 til at være i personalunion med Sverige. Sprogligt set fik disse ændringer ingen umiddelbare konsekvenser, idet det danske skriftsprog fremdeles blev brugt både som administrativt sprog og som undervisnings- og litteratursprog. Faktisk blev det danske skriftsprog styrket efter unionsopløsningen på grund af bedre skoleundervisning og et mere omfattende behov for skriftlig kommunikation som en følge af den generelle samfundsudvikling. Tanken om et særlig norsk skriftsprog opstår imidlertid allerede omkring 1830 som en frugt af nationalistiske og nationalromantiske strømninger. Der var allerede i udgangspunktet tale om to veje til et norsk skriftsprog: Man kunne fornorske det danske skriftsprog ved at optage elementer fra det norske talesprog, eller man kunne skabe et nyt sprog med udgangspunkt i en (konservativ) norsk dialekt. Som vi skal se blev begge disse retninger fulgt i det fremtidige reformarbejde.

Nynorsk

Den norske sprogmand Ivar Åsen rejste i midten af 1800-tallet rundt i Norge og indsamlede dialektprøver, der efter et selektivt udvalg blev grundlag for ”Det norske Folkesprogs Grammatik” (1848) og ”Ordbog over det norske Folkesprog” (1850). Åsens norm byggede ikke på en enkelt dialekt, men på et udvalg af hvad han opfattede som de bedste norske dialekter. Kriteriet for ”god” eller ”dårlig” var i hvilken grad dialekten var påvirket af fremmede sprog – her var (plat)tysk og dansk påvirkning mindst ønskelig. Nynorsk (eller landsmål som det tidligere hed) blev af Stortinget i 1885 ligestillet med dansk som officielt skriftsprog.

Nynorsk er i dag i stærk tilbagegang. I skoleåret 2007/8 valgte kun 13,7 procent af skoleeleverne nynorsk (en nedgang på et procentpoint i løbet af fem år). Hertil kommer, at mange af dem, der har haft nynorsk i skolen, i voksne alder forlader nynorsk til fordel for bokmål.

Bokmål

Udgangspunktet for bokmål (tidligere benævnt riksmål) var et normaliseret eller dannet norsk talesprog. En drivende kraft for en fornorskning af det danske skriftsprog var overlærer ved Kristiania Katedralskole, Knud Knudsen. Han var bl.a. tilhænger af en ortofon (talesprogsnær) retskrivning baseret på den dannedes almindeligste udtale af ordene. Knudsens tanker fik indflydelse på toneangivende norske forfatterskaber som Henrik Ibsens og Bjørnstjerne Bjørnsons. Men først i det 20. århundrede slår Knudsens tanker for alvor igennem med retskrivningsreformen af 1907. De vigtigste ændringer i denne reform var indføring af de ”hårde” konsonanter – p, t, k – efter vokal, hvor dansk har b, d, g; af -er som flertalsendelse i de allerfleste fælleskønsord mod -e/-er i dansk; flertal uden -e i de fleste neutrumsord og datidsformer af verber på -et hvor dansk har -ede.

Med denne reform havde man bevæget sig fra en tilstand med ét fælles dansk skriftsprog til to forskellige norske skriftsprog. I det senere reformarbejde har det været en målsætning at nærme de to skriftsprog til hinanden med et fælles ”samnorsk” som endemålet. Dette endemål lader dog i dag til at være opgivet.

Et resultat af de senere års reformarbejde er, at den officielle norm, som den fremtræder i de større retskrivnings- og definitionsordbøger, er meget løs og præget af rigtig mange dobbeltformer – af disse findes mange former, der formodentlig kun forekommer i ordbøgerne. Som et grelt eksempel kan nævnes ordet ”lavtlønnet”, der i flertal kan skrives på hele seksten forskellige måder. Et resultat af dette er, at der er etableret flere retskrivningsordlister baseret på private, snævrere normer.

© 2016 by Hermod T.H. Nilsen